DAW & Produktionsmiljø
Som DAW benytter jeg Cubase Pro, et program jeg har arbejdet med siden 1989. Dengang begyndte jeg på Atari, hvor Cubase primært blev brugt til MIDI-styring af mit Roland Jupiter-6. Siden da har Cubase været den faste kerne i mit studie.
Gennem årene har jeg ikke fundet andre DAW-løsninger, der matcher Cubase, når det gælder dyb integration og fuld kontrol over alle enheder i et studie-setup. I dag kører jeg Cubase på en Windows baseret workstation med 12th Gen Intel® Core™ i7-12700K, 64 GB RAM og flere SSD-diske, hvilket giver stabil og effektiv håndtering af selv store projekter.
Af plugins arbejder jeg bl.a. med Slate Digital, Native Instruments, Arturia, Toontrack og IK Multimedia, herunder deres B3-orgel, som jeg ofte bruger i produktionerne.
Alt udstyr i studiet er forbundet via Dante-netværk, som gør det muligt at håndtere mange spor og lydsignaler fleksibelt og stabilt over IP. Det giver et rent setup og stor frihed i routing mellem alle studiets enheder.